Forside › Om Skolen › Rektor

 Fundamentet for at turde

rektorvedskole

 

 

 

 

Kære besøgende på Borupgaard Gymnasiums hjemmeside.

Jeg er glad for, at du kigger forbi og tjekker ud, hvad der sker på skolen. Sitet er vores vindue udad til, og vi prøver at vise omverdenen – kommende og nuværende elever, forældre og andre interesserede – så meget som muligt af det, der sker på gymnasiet.

Elever, der går i gymnasiet hos os, får en almen studentereksamen; i princippet som alle andre gymnasieelever i Danmark. Det er en solid faglig uddannelse, som for størstedelens vedkommende er boglig. Det er vigtigt, at man har lyst til at erkende og tilegne sig boglig viden – ellers er gymnasiet for svært og for surt. Har man lysten, er det til gengæld det mest righoldige bud på en ungdomsuddannelse, der findes i Danmark. I sandhed almen.

Der er også fag, hvor det praktiske spiller en større rolle. Her tænker jeg først og fremmest på idræt, som alle elever har hele forløbet igennem, og som netop Borupgaard har rigtigt gode faciliteter til og traditioner for, men jeg tænker også på de kreative fag, musik, mediefag og billedkunst. De kreative og kropslige kompetencer er vigtige for udviklingen af elevernes personlighed og for håndteringen af de faglige udfordringer, eleverne står over for generelt. Det er derfor vigtigt for os, at skolens mere kreative liv får rig mulighed for at manifestere sig på mangfoldig vis.

Det er kun i princippet, at studentereksamen er den samme her som på andre gymnasier. For Borupgaard er også noget særligt. Eller det prøver vi i hvert fald på at være. Noget særligt for de elever, der vælger os. Vi motiverer de dygtigste elever til at turde endnu mere, og dermed blive endnu dygtigere. Vi arbejder seriøst med at støtte de elever, der af den ene eller anden grund har sværest ved fagene. Vi opbygger netværk med udlandet og med virksomheder, så det får betydning for undervisningen i hverdagen. Vi sørger for det hele menneske gennem trygge sociale rammer om skolens liv. På den måde giver vi eleverne det solide fundament for at turde gå ud i verden.

Og så sætter vi os som mål, at det skal være sjovt og rart at gå her. Derfor er gymnasiet også rammen om mange aktiviteter, hvis formål er både fagligt og socialt. Fester, ja, men også fodboldturnering, musical, morgensamling, introture til Sverige og meget andet. Jeg ved, hvor vigtigt det er for elevernes oplevelse af undervisningen, at det foregår i et klima med godt humør, og jeg er ret sikker på alle lærerne er enige med mig i det.

Endnu en gang tak for du kiggede forbi her på siden. Jeg glæder mig til at se dig som kommende elev eller som gæst på gymnasiet. Du er i øvrigt altid velkommen til at kontakte mig om stort og småt.

Velkommen 
Thomas Jørgensen, rektor

+45 44 65 66 22  ∙  (dir.) +45 44 86 01 10  ∙   (mob.) + 45 24 79 38 78

Seneste nyheder


24-06-10 Kl. 01:38
Årets første student (2)

01-06-10 Kl. 10:57
I Amsterdam med 2.u

01-06-10 Kl. 10:15
Søg SU fra 1. juli

20-05-10 Kl. 04:23
Musik A hos Topdanmark

16-05-10 Kl. 02:07
BOAG film festival

06-05-10 Kl. 02:12
iPhone studiegruppe

04-05-10 Kl. 07:58
Skrivekonkurrence til Årsskriftet

29-04-10 Kl. 11:06
Nedtælling for 3.g

18-04-10 Kl. 09:26
Podcast i undervisningen (1)

18-04-10 Kl. 09:05
Samarbejde med Ballerup Kommune

09-04-10 Kl. 03:15
Volleyballturnering