Forside › Om Skolen › Internationalt

Borupgaard på vej til Kina 

kina1   kina2

Partnerskabsaftale mellem Bycirklen og Wuxi

Bycirklen, som består af Ballerup, Egedal og Frederikssund kommuner har  indgået en partnerskabsaftale med den kinesiske by Wuxi.
Wuxi ligger 100 km nordvest for Shanghai – i et af de hurtigst voksende områder i Kina. Byen er på størrelse med Fyn og har 4,5 millioner indbyggere. Wuxi er en dynamisk og moderne by med store ambitioner inden for alle områder og med stor appetit på det internationale samarbejde.
Vicerektor Birgitte Jørgensen er koordinator for alle ungdoms- og videregående uddannelsesinstitutioner i Bycirklen, og hun har nu indgået en samarbejdsaftale med Wuxi Shibei Senior High School om udveksling af lærere og elever og om fælles projekter. Wuxi Shibei Senior High School blev etableret for 70 år siden, men er i 2006 flyttet ind i helt nye, moderne bygninger omgivet af smukt beplantede grønne områder. Undervisningslokalerne er velindrettede og særdeles veludstyrede, fx har de alle projektorer og storskærme. Også faglokalerne er særdeles veludstyrede, fx er der til faglokalet for historie tilknyttet et helt lille historisk museum, ligesom der til geografi og fysik er knyttet et eksperimentarium. Idrætsfaciliteterne er fantastiske: bl.a. flere idrætshaller med siddetribuner samt udendørs stadium – med overdækket siddetribune, hvor der er plads til 1.600 tilskuere. 

Shibei tilbyder en tre-årig gymnasial uddannelse og er derfor helt sammenligneligt med Borupgaard. Shibei har 36 klasser, 2000 elever og 160 ansatte. Til sammenligning har Borupgaard 29 klasser, 775 elever og 90 ansatte.I Kina tildeles gymnasier stjerner i forhold til hvor godt de opfylder myndighedernes krav. Shibei blev i 2006 opgraderet til et fire-stjernet gymnasium og er dermed blandt Kinas mønsterskoler. Shibei fokuserer på naturvidenskab og har mange pris-vindende elever. Gymnasiet har ligeledes fokus på internationale kontakter og har et meget stærkt ønske om samarbejde med Borupgaard.
 
Det er aftalt, at der udveksles henholdsvis to danske og to kinesiske lærere hvert skoleår. De første lærerudvekslinger finder sted allerede til efteråret, hvor to kinesiske lærere kommer til Borupgaard to uger i september, og to lærere fra Borupgaard tager til Shibei i oktober, i ligeledes to uger. De udvekslede lærere skal efterfølgende være med til at udvikle samarbejdet, især med henblik på elevudveksling.
På Borupgaard er en gruppe lærere nu i fuld gang med at udvikle konceptet for lærer- og elevudvekslinger. De udvekslede lærere kunne fx følge en eller flere lærere inden for egne fag, undervise elever og/eller lærere, eller give oplæg i egne fag, om eget land eller emner af fælles interesse.

For elevernes vedkommende kunne der blive tale om studieophold, hvor eleverne deltager i relevant undervisning, holder foredrag, besøger andre skoler, virksomheder m.v., som giver indblik i samfundsforhold. På længere sigt arbejder vi på studieophold, hvor elever i 2-4 uger udarbejder et mindre projekt i en virksomhed i henholdsvis Bycirklen og Wuxi. Af fælles projekter kunne man forestille sig, at danske og kinesiske elever virtuelt arbejdede sammen om udvalgte emner. Et sådant emne vil også kunne indgå i programmet under et eventuelt besøg. Et andet eksempel et samarbejdsprojekt om unges fysiske aktivitet. Projektets formål er at gøre de unge mere bevidste om egen aktivitet og livsstil. Projektet vil indebære de samme målinger af gymnasieelever på Shibei og Borupgaard (BMI, kondital, skridtmængde, hjertefrekvens, fysisk aktivitet). Endelig vil indførelse af kinesisk på Borupgaard - som andet fremmedsprog eller studieretningsfag - være en spændende og oplagt nyskabelse set i lyset af den hastige udvikling i Kina.
Vi håber, samarbejdet vil styrke skolens intention om internationalisering, bidrage til at udvikle elevernes interkulturelle kompetencer og sætte øget fokus på kulturforståelse og kulturmøder. Helt konkret er det vigtigt for os at sikre vore elever mulighed for at få en direkte kontakt til Kina og den kinesiske virkelighed, som vil komme til at påvirke vores verden i de næste mange år.
 

Andre internationale kontakter

I erkendelse af den store betydning - især i et land af Danmarks størrelse - af at være internationalt orienteret har Borupgaard i mange år haft kontakter med udlandet og disse er løbende blevet udbygget. Et centralt element i den proces har været udvekslingsrejser i 1., 2. eller 3. g. På en udvekslingsrejse indkvarteres eleverne privat og får i en uge mulighed for at opleve hvordan det er at være gymnasielev i et andet land. De deltager i skolegangen og familielivet i landet og får rig anledning til at bruge dets sprog i praktiske sammenhænge. De modtager selv de udenlandske elever i deres hjem og ofte knyttes forbindelser, der strækker sig langt ud over disse første besøg.
I årenes løb har vi haft udveksling med skoler i Tyskland (Flensburg, Berlin, Halle, Berchtesgaden), i Frankrig (Alsace-Lorraine, Versailles, Mazamet nær Toulouse), i Spanien (Madrid og Calaf nær Barcelona), i Tjekkiet (Prag) og i de baltiske lande, og kontakter til East Kilbride, Ballerups venskabsby i Skotland.

I de seneste år har vi haft udveksling med en amerikansk skole, Bloomfield High School i Connecticut, Beijing Huiwen High School, og flere 'sorte' skoler i Sydafrika. Samarbejdet med Sydafrika startede i 1994 og kører stadig videre. Fire grupper af elever og lærere fra Qwa Qwa, Seboking og Soweto har besøgt Danmark, og tre af vores klasser har været i Sydafrika. Udvekslingsrejser til så fjerne destinationer som de sidstnævnte bliver næppe en fast, årligt tilbagevendende begivenhed - dertil er udgifterne endnu for store - men de giver en spændende mulighed, som både elever og forældre støtter fuldt ud, for at lære kulturer og samfund at kende, som er meget forskellige fra vores, og de viser, at ordet international’ i dag har en klart global betydning.