Rektorindsættelse

Onsdag eftermiddag blev Thomas Jørgensen indsat som rektor for Borupgaard Gymnasium. Det skete til tonerne af både 1.d's ’Burnin' lov’, James Bond-Showets dygtige musikere og ikke mindst Thomas Butterschön, som vores nye rektor efter sigende er ret pjattet med. 3.b’s sanglærker Louise og Nicole satte feminine toner til Butterschöns ’Fantastiske mandag’, der sågar var citeret i Thomas tale:
”Fantastiske mandag. Det er ikke alle mandage, der er fantastiske, sådan ved jeg jo godt I tænker og sådan tænker jeg da også selv indimellem, men vi må gøre, hvad vi kan for at nogen af dem bliver det her på Borupgaard. Og med jer som elever bliver der mange fantastiske mandage for mig.”

Louise synger Butterschön
I det hele taget var der stor ros til eleverne i Thomas tale, både for de musiske indslag, positiviteten i hverdag og for sejren i Science Cup dagen før. Også personalet og gymnasiet som helhed fik et par pæne ord med på vejen:
” I har nogle ”seriøst gode” rygter gående om jer derude. Ikke sådan ”seriøst gode”, som dem der går om Britney Spears, men gode rygter om, at I er et fantastisk godt og velfungerende gymnasium. Et gymnasium, med søde og dygtige elever, og en meget venlig og engageret personalegruppe. Nu skal man jo ikke bare altid lytte til – jo måske nok lytte til – men ikke altid bare stole på rygterne. Men jeg må jo sige, at jeg allerede nu har set, at det jo også er tilfældet.”

Thomas-kage til eleverne
Thomas ord fik ikke lov til at stå alene, og udover elevernes flotte, kreative indslag var der en række taler fra både Undervisningsministeriet, rektorerne og bestyrelsesformanden. Kontorchef for undervisningsministeriet Torben Christoffersen mindedes, da han for 15 år siden havde Thomas i pædagogikum, og skulle vurdere den nye lærers undervisning. Allerede dengang spredte Thomas humor en god stemning hos matematikeleverne, og skilte sig ud ved sit engagement i gymnasiepædgogikkens udvikling. De øvrige talere, Rektor Kristian Jacobsen fra Avedøre Gymnasium, vores bestyrelsesformand Peter Speldt og Vicerektor Birgitte Jørgensen bød også Thomas velkommen og i stemte alle Torben Christoffersen glæde over Thomas humoristiske sans og engagement.

Musiklærer Lars dirigerer James Bond
Arrangementet sluttede af med 5 forrygende lagkager til eleverne – alle pyntet med billeder af Thomas. Også gæster og personale fik muligheden for at sætte tænderne i Thomas-kagerne til en reception på lærerværelset.

Forsangerinder til fællessang
Oprettet: 5/8/2008 10:57:46 AM
Tilbage til nyhedsoversigten