Med Angela og Karsten i Kina

Find Karten blandt de kinesiske elever

Om lærerudvekslingen:

Lærerne Angela Homann og Karsten Faurholt tog lørdag morgen hul på 10 dage i det kinesiske. Undervejs skal Angela og Karsten studere den kinesiske uddannelseskultur. De skal bl.a. diskutere pædagogik og uddannelse med lærere fra Shibei Senior High School i Wuxi og observere undervisning samme sted. Vi følger med på turen gennem en mini-blog fra Angela og Karsten. 

Niende og sidste besked, fra Angela, torsdag kl. 10.20

ÔÙ¼û

Overskriften betyder 'farvel' på kinesisk. Vi har lige haft et afsluttende møde med ledelsen på Shibei High School og spist frokost sammen med den og skole-delegationen. Nu venter vi på vores chauffør, Mr. Pan, som har kørt Karsten frem og tilbage til skole hver dag og som nu skal køre os til Shanghai, hvor vi får halvanden dag på egen hånd.I går aftes fik vi som afskedsgave en tur i teateret. Det var en fantastisk klassisk-romantisk dansefestilling vi så, men vores koncentrationsevner blev sat på en stor prøve for folk vandrede ud og ind, sms'ede, tog billeder med blitz og talte højlydt med hinanden. Og så var der koldt! Men det vi så var pragtfuldt. 

Nu venter bilen, vores mange pakker bliver bragt ud og vi siger farvel -også her på bloggen. 

Ottende besked, fra Karsten, onsdag d. 28/11, kl. 04.50  

Vandring i lokalområdet Vi har atter haft mulighed for at gå en lille tur på egen hånd, og vi behøver ikke bevæge os særligt langt væk for at opleve nye spændede miljøer. I kontrast til de nye store højhuse i skolens omegn ligger der stadig små enklaver af gamle hyggelige huse nær skolen. 

På vores lille rundtur så vi ældre kinesere, som var de nærmest skudtud af Maos tid, men alligevel med en noget højere levestandard end dengang; selv om de slet ikke kommer på højde med os. Området har en del småbutikker, hvor vi købte lidt ind. Mange forretninger med et så lille vareudbud, at den type ikke længere kanløbe rundt i Danmark - men her er der sikkert ingen problemer, hvis indehaverne ikke forventer den helt store levestandard. 

Efter at have passeret en lille bro over en af de talrige åer i området slentrede vi ned gennem et gammelt boligområde. Disse områder er kendetegnede ved at have vagter, der holder øje med hvem, der går ind og ud. Ikke at de spørger, hvem vi er, men de lægger mærke til hvem der bevæger sig i rundt. En af de cyklende vagter hilste pænt på os og cyklede lige så stille bag efter os, for nu lige at holde øje med, hvad der skete. Eller måske var han bare nysgerrig, for der sker næppe det helt store hver dag. Han bøvsede dog ikke som skærsliberen, der kører rundt bag skolen. Han må kunne præstere de største bøvser i hele Kina - og han gør det ofte. Sjovt nok har vi lagt mærke til, at blandt de helt unge kolleger, er der ingen, der bøvser, mens det er mere udbredt blandt de ca. 40 årige og opefter.

Syvende besked, fra Angela, tirsdag s. 27/11, kl. 12.20:

Det var en lørdag aften - paa en tirsdag

Vores tid som undervisere på Shibei er ved at lakke mod enden; i morgen formiddag står vi for sidste gang foran de meget søde, koncentrerede og veldisciplinerede kinesiske elever. Om eftermiddagen har Karsten og jeg fået arrangeret en samtalerunde med dels alle engelsklærerne på skolen, dels med en gruppe elever. Her håber vi at snakken kan gå lidt mere frit end i den daglige undervisningstime. 

Dagens højdepunkt har nok været vores fælles forelæsning for 300 af skolens 3g'ere. Vi blev hentet og ledsaget over auditoriet af en meget stramtantet og alvorligt udseende kvinde, der uden problemer ville have passet ind i en kommunistkongres på Maos tid. Hun præsenterede os og afsluttede også på bedste partimaner med tak til os og opfordring til eleverne om at vise respekt med kollektiv klapsalver. Dette sidste er vi nu vant til, der klappes efter hver af vores timer, blot sker det da mere naturligt. Vi går begge ind for at indføre denne skik på Borupgaard efter vores hjemkomst!

Ca. halvdelen af skolens elever er kostelever,og vi har derfor også været interesserede i at se elevernes værelser. Det er nu sket. Der er fire store kollegiebygninger, to til drengene, to til pigerne. Og i begge afdelinger bor elverne sammen fire og fire, ja BOR er nu for meget sagt, for værelserne rummer 2 køjesenge og fire skabe til tøj og andet personligt udstyr. Er man meget heldig, har man et værelse hvor der også er to skrivepladser! "Der er ikke meget privatliv at få her", var Karstens kommentar til hans værtinde. "Men de har air-condition", var hendes svar. Sådan kan man i forskellige samfund se forskelligt på, hvad der betyder noget.  

Mens vi var til frokost i dag, kom en af skolens musiklærere hen til os for at fortælle, at han var rigtig glad for en af de gaver, vi havde overgivet rektor ved vores ankomst: en CD med danske sange, dels Weyse & Ingemanns morgen- og aftensange, dels lidt blandet fra højskolesangbogen. Han er meget interesseret i korsang og dirigerer et af byens kor, så han må vel vide, hvad han taler om, når han sagde at han hørte korsang af høj kvalitet på CD-en. Han kunne også nynne "Det var en lørdag aften", så der sad vi alle tre ved frokostbordet og nynnede i kor.

Da vi havde endnu en CD at give væk af - en med danske folkeviser - besluttede vi spontant, at han skulle have den. Han var rigtig glad for denne ekstra gave og lovede os til gengæld at vi ville få en kopi hver af den CD, han arbejdede på med egne kompositioner.

Det var en dejlig oplevelse på en kold, men smuk og solrig novemberdag!

Sjette besked, fra Karsten, mandag d. 26/11, kl 04.09:

Da Angela fik en ny tilbeder

I weekenden fik vi lejlighed til at tage på egen hånd til Nanjing. Efter store betænkeligheder fra vores kinesiske værter, lod de os tage afsted. De har uden tvivl været på nervesammenbruddets rand, for hvis der nu skulle ske et eller andet, hvad ville det så betyde for dem! 

Helt uden problemer ankom vi til Nanjing med tog, som kører op til 200 km i timen. Jo, Kina er sandelig ved at blive et moderne land. Når man er i Nanjing, kan man ikke lad være med at tænke på de forfærdelige forbrydelser, der skete i byen under den japanske besættelse. I dag har byen udviklet sig til en moderne storby med store grønne områder, og vi startede med at gå rundt om den store sø.

Bare det at slentre rundt ved en sø er en hel anderledes oplevelse i Kina end hjemme. Folk er ude for at spille musik, danse eller måske lave gymnastiske øvelser. Der er lige det minus, at folk også inkluderer tiggerne, som vi for første gang mødte rigtig mange af. Angela havde gerne undværet mødet med den ene. Han gik så at sige lige til den. Faldt på knæ for hende og holdt så godt fast om det ene ben, at Angela ikke kunne komme væk. Der var nu ingen fare, da der var folk i området, men ubehageligt var det, og vi måtte i hast fiske 1 Yuan frem, og vups så slap han sit greb. Den lille episode kostede os hele 71 øre!

Senere gik vi en tur over den kendte bro ved Yangtse floden. Den blev påbegyndt af russerne men afsluttet af kineserne i 1960erne, da russerne ikke længere var velkomne i Kina. Dermed står den som en stor bedrift fra en periode, hvor kineserne ikke kunne nær så meget som i dag. Det er et imponerende bygningsværk med tog på første etage og biler oven over. I dag er broen for lille, og en ny kæmpe bro er tilføjet. Da broen åbnede i 1968, har der sikkert været plads til de få biler på den tid og så de mange cykler. I dag er cyklerne forvist til at køre på fortovet. Men her skal fodgængerne også være. Det gør det dermed til lidt af en udfordring for gående at passere broen, da kørende trafik i Kina har forret. Skulle man være i tvivl om det, så kan et gevaldigt trut i hornet hjælpe en på rette vej.

Vi kom sikkert tilbage til Wuxi og fik lidt hjælp fra hjælpsomme kinsere med at finde stationen i Nanjing. Kan de ikke forstå, hvad man spørger om på engelsk, kan man jo altid sige tøf tøf og vupti, så vises vejen frem til toget.

I dag mandag er vi atter på arbejde på skolen, og vi underviser igen. Jeg har glædet mig til at komme tilbage til kollegerne og de mange søde studerende.

Angela underviser i danske forhold

Femte besked, fra Angela, fredag d. 23/11, kl. 14.30

En tur ud i det grønne og blå" I modsætning til vores kinesiske kolleger og eleverne som skulle arbejdeganske normalt i dag og i morgen lørdag, tog Karsten ogjeg hul på en forlænget weekend. Vi blev hentet allerede ved 8-tiden ogmed os på vores tur var en meget ung engelskkollega Mickey, som fungeredesom guide og tolk, og kvinden der står for skolens indkøb og økonomi. Hun tager sit job meget alvorligt og tilbød os vand, frugt, snacks ogbolsjer for hvert kvarter. 

Målet var et tempel- og rekreationsområde ca. 15 km uden for Wuxi, hvis hovedattraktion er en kæmpestor Buddhafigur, der rejser sig smilende opover omegnens meterhøje træer. Området er anlagt lidt efter samme grundplan som en barokhave, meget symmetrisk omkring en midterakse. I dette tilfælde startende med en indgangsportal med fem døre, over en lille plads med Buddhas fodspor og en alle med Ginkgo Biloba træer i smukke gyldne efterårsfarver til en stor plads med et kæmpestort vandbassin i hvis midte der rejser sig en søjle kronet af en forgyldtl otusblomst. Her gjorde vi ophold for at følge en præsentation af Buddhas fødsel.

I højtalerens hørtes en dyb og reciterende stemme - vi gætter på at myten om Buddha blev fortalt - stemmen blev ledsaget af dramatisk musik og vandkaskader der i forskellige formationer kastedes op mod søjlen. Da stemmen og musikken nåede deres højdepunkt, åbnede lotusblomsten sig og viste en glad, tyk og gylden baby-Buddha frem. Handrejede sig en omgang om sig selv og fik vandkaskaderne til at rejse sigtil enorme højder. Derefter lukkede lotusen sig igen, musikken tonede udog forestillingen var forbi. Vi var betaget. Vi fortsatte ad anlæggets midteraksen gennem et tempelanlæg mod detegentlige mål, nemlig Ling Shan Grand Buddha, efter vores guides udsagn verdens største Buddha-figur, og stor var den sandelig.

Vi måtte op ad 220 trappetrin for at nå hans fundament og med elevatoren op på femtesal for at nå hans fødder. I denne højde var der en fænomenal udsigt ud over området med dets skove og små templer og tårne. Desværre var det meget diset. Forurening eller et naturligt fænomen spurgte vi os selv? Efter en lækker vegetarisk frokost tag vi videre mod "The Turtle Head Park", der ligger ude i Tahu søen, Wuxi-områdets stolthed. Vi måtte ombord på en udflugtsbåd og gik en dejlig tur rundt på den lille ø som har sit navn efter sit udseende. Undervejs stødte vi på  "The Matchmaker's Temple". Udenfor templet stod der et mærkværdigt træstillads, hvorpå der hang tusindvis af hængelåse. Disse var anbragtder af kærestepar som ville sikre sig et ubrydeligt forhold. Låsene hvoraf mange havde hjerteform, havde navne og datoer indgraveret. Tænk at danske "suttetræer" har en fætter i Kina! Trætte efter en begivenhedsrig udflugtsdag i det grønne og blå vendte vi "hjem" til Wuxi ved mørkets frembrud ved 17-tiden.    

På rundtur på campus

Fjerde besked, Karsten, torsdag, d. 22/11, kl.  04.25:

Hjælpsomme kinsere og tur i byen 

Vi sidder og forbereder os til timerne i et lærerforberedelses-lokale for engelsk lærere. I alt er der pladser til 10 lærere i lokalet, ogvi har fået to af dem. Vi er blevet rigtig godt modtaget og får mange gode råd og hyggelige snakke med de andre lærere. Især er der en lidt ældre lærer, som snakker meget med os. Hun er den bedste til engelsk, oghar selv været på udveksling i Australien. Efter den første dag havde hun luret, at der var lidt langt imellem vores to daglige lektioner, så nu er timerne presset lidt mere sammen, hvilket giver os mulighed for atkomme ud og opleve noget mere af Wuxi. Selv de helt små ganske almindelige oplevelser kan være berigende. F.eks. gav en lille gåtur efter frokost hen til den nærmeste gade os etlille indblik i, hvordan ganske almindelige kinesere lever.

I dette tilfælde er der i området en hel del tidligere landarbejdere, som nu må lave andet, fordi byen har spredt sig. Deres gamle marker blevet nemlig inddraget til beboelse. Senere gik turen ind til selve Wuxi centrum, hvor vore værter viste os rundt i en lille lokal park. Det føltes lidt som at gå i Tivoli. En stille og rolig atmosfære midt i storbyen. Et åndehul hvor især denældre del af befolkningen søger hen. Hvor vi i Danmark mest vil sidde og kigge på en bænk, så kunne vi her møde folk, der danser, spiller badminton på en lille bitte bane eller måske sidder de bare og lytter til en, der spiller eller synger.

Kontrasten fra parken til de omliggende bygninger er stor. Det gamle kinesiske miljø er placeret midt i mellem moderne højhuse og store forretninger. Vi spurgte om parken var blevet mindre med årene, fordi det virker som om de nye bygninger langsomt gnaver sig ind på det gamle område. Næh, der tog vi fejl. Parken er blevet udvidet 3 gange! Den må have været meget lille fra starten!

Tredje beskred, Angela og Karsten, Onsdag d. 21/11 kl. 6.04:

En skoledag i Kina

Skoledagen for de kinesiske unge er lang. De har i alt 8 lektioner på 40 minutter med 10 minutters pause imellem. Der er en lang frokostpause på 1 time, og efter 8. lektion om eftermiddagen er der lektielæsning i klasseværelset i endnu en lektion. Det betyder, at skoledagen for alle elever slutter klokken 16, men så har eleverne også har været i skole siden klokken 7.35! 

To gange om dagen, en gang om formiddagen og en gang om eftermiddagen, er der fem minutters øjenøvelser. Et bånd med en blid, men fast kvindestemme giver anvisninger og 55 elever følger dem i samme takt. Det ser sjovt, men også afslappende ud. En af eleverne, som de kalder "the monitor", overvåger at alle tager del - og skubber til ham eller hende, som ser udtil at falde hen og gøre øvelserne for slapt. 

Frokosten, som består af en varm ret, indtages af alle elever - ca.2000! - på en gang. Det er fantastisk at se, hvor hurtigt og effektivt udleveringen sker. På alle borde i kantinen er der på forhånd stillet en stor skål frem med den suppe, som man bruger som sovs til retten. Desuden er der ti små skåle og en øse, så man kan øse sin egen portion op. En bordformand eller to går hen og får udleveret et bokse med mad til alle ti personer omkring bordet. Vi tog tid i går. Det tog 15 minutter fra de første satte sig til hele lokalet var fyldt og der blev spist koncentreret og sluprende. Men i modsætningen til hvad vi altid hører, var der ingen der bøvsede, hverken under eller efter maden! Maden er i øvrig god. Lærerne får det samme som eleverne, så det kan vi sige af erfaring.

Der er ris, forskellige slags grøntsager, fx kinakål, bønnespirer, gulerødder eller strimlede kartofler samt kød eller fisk. Udover den medfølgende suppe drikker man ikke til maden. Vi kan se, at eleverne i middagspausen henter termokander med varmt vand, så de i løbet af pauserne om eftermiddagen kan lave te. Vi har talt om, at det kan være den nærende og rigelige mad, som er årsag til, at eleverne selv i sidste lektion ser vågne ud og stadig er koncentrerede omkring undervisningen. Mon vi i Danmark kunne lære noget her?

Anden besked, Karsten, mandag d. 19/11 kl. 23.30:

Lidt om vores ophold i Kina 

Vi sidder her til eftermiddag og slapper af efter to lektioner hver. Vi har begge følelsen af, at det er gået godt. Vi havde hjemmefra lavet et PowerPointshow med et lille udvalg af billeder fra skolen og Danmark. Sjovt nok vækker nogle billeder større begejstring end andre. Især billeder hvor vores elever fester eller er i en situation, som de kinesiske elever slet ikke kender til, synes de er rigtig sjove. Det er ret sjovt at se deres ansigtsudtryk og lytte til deres begejstring.

Der er mange elever i hver klasse. Op til 56 så de sidder tæt. De er meget søde og rare. Der er naturligvis en anden form for disciplin, men det er tydeligt, at der er en god tone mellem elever og lærere. I det hele taget føler vi, at atmosfæren på skolen er god, venlig og åben.

Vi har fået vores egen arbejdsplads i et større åbent kontorlandskab, og på den måde møder vi mange lærere. Bare det at sidde og observere deres dagligdag, giver os et indblik i omgangstonen. Vi er blevet meget fint modtaget af de kinesiske værter. Det var vist nok planen, at vi skulle bo på skolens campus, men vi blev indlogeret hos to familier - desværre lidt langt fra hinanden, men vi er sammen idag timerne og måske til et aftenarrangement.

Første besked, Angela, mandag d.19/11 kl. 15.20:

”I Kina spiser de hunde" - jamen hvor i Kina?
 
I Wuxi spiser de ikke hunde, men en hel masse forskellige småretter - hvis det skal være fint eller de får gæster fra fx Danmark. Her er hvad jeg bl.a. har spist i dag: marinerede blæksprutteringe, stegt andetunge, hvidvinsdampede sørejer, fårehjerne i krydret sovs, tang i eddikedressing og hajfinnesuppe. Morgenmaden bestod af fire melboller fyldt med sirupsødet kanel. Det glas vand der fulgte med, var helt nødvendigt for at få den klistrede masse til at glide ned. Men det
mættede!