Forside › Livet på BOAG › Nyhedsarkiv › I Amsterdam med 2.u

I Amsterdam med 2.u

amsterdam-1

I marts 2010 drog jeg af sted på 2.g’s helt store højdepunkt: studieturen. For min klasses vedkommende var destinationen den hollandske hovedstad Amsterdam.

Det var en uge vi længe havde set frem til, selvom vi var udmærket klar over at en studietur ikke er ren ferie, men også en mulighed for at få sine faglige kompetencer afprøvet i fremmede omgivelser. Derfor havde vi i ugerne op til turen brugt modulerne på at forberede det arbejde vi ville færdiggøre i Amsterdam, heriblandt spørgeskemaer til Amsterdams befolkning samt et interview med nogle hollandske politikere.

Mens dagene som sagt gik med at rende rundt i byens gader og stille folk spørgsmål, blev det hollandske natteliv flittigt udforsket, da mørket var faldet på. Lærerne havde bevidst udvalgt et hotel, der lå fem minutters gang fra et stort udvalg af barer, der hurtigt blev et populært sted at søge hen i de sene timer.

Dagene syntes at gå alt for hurtigt i de spændende omgivelser, men vores lærerduo havde i sidste ende forkælet os med et ekstraordinært tilbud: Selvom de begge tog hjem til Danmark, kunne vi få lov at blive i storbyen weekenden over, hvis man naturligvis havde lyst og råd, da det ganske rimeligt kostede ekstra.

Dette var en stor mulighed for at få forlænget sit ophold, der da også blev grebet af det meste af klassen inklusiv undertegnede. Det blev dog hurtigt søndag og vi seksogtyve resterende elever organiserede os hurtigt således at alle kom med på flyet Kastrup. Umiddelbart efter vi havde lettet kunne vi kigge ned på en by, der for evigt ville stå indprentet i hukommelsen som rammen for en unik og mindeværdig uge.

Thomas Fischer Biede, 2.u

Oprettet: 6/1/2010 10:57:59 AM

Tilbage til nyhedsoversigten