3c i Bruxelles

I uge 3 var 3.c’s samfundsfagshold – bestående af blot otte elever – i Bruxelles med henblik på at opnå forøget indsigt i de store internationale organisationer, NATO og EU, der har hovedkvarterer i den belgiske hovedstad. Vi besøgte endvidere lobbyvirksomhederne Landbrug & Fødevare samt Greenpeace for at høre om deres respektive strategier i forsøget på at påvirke navnlig EU’s parlamentarikere.
Vores ophold strakte sig over fire dage – fra onsdag til søndag – men den faglige del af turen var koncentreret til udelukkende at foregå om torsdagen og fredagen. Det udmøntede sig i to intense dage, hvor vi kom vidt omkring i den europæiske hovedstad.
Vi indledte torsdagen med at besøge EU-parlamentet, hvor vi fik en minutiøs indføring i såvel parlamentets historie som dets nuværende funktion. Foredragsholderen var åbenlyst farvet af egne overbevisninger – hun talte bl.a. kraftigt i mod Tyrkiets optagelse – men formåede ikke desto mindre at levere et sagligt indblik i den ene halvdel af EU’s lovgivende forsamling. Uheldigvis var parlamentarikerne i Strasbourg, hvorfor parlamentet i sagens natur fremstod en anelse dødt.
Dernæst gik turen til Greenpeace, hvor vi fik indsigt i organisationens lobbyarbejde og modtog relativt fyldestgørende svar på en vifte af kritiske spørgsmål om alt fra den globale opvarmning til organisationens eget energiforbrug. Vi afsluttede dagen med et besøg i den danske EU-repræsentation, hvor snakken primært centrerede sig om diverse mærkninger på usunde produkter samt repræsentationens funktion på dette område.
Turens uomtvistelige højdepunkt indtraf imidlertid om fredagen, da vi besøgte NATO’s hovedkvarter. Da vi langt om længe blev tilladt adgang af de private sikkerhedsfolk, der mildt sagt excellerede i emsighed, fik vi et udførligt foredrag om organisation af et højtstående, dansk NATO-medlem. Dernæst fik vi – aldeles exceptionelt – lov til at spise frokost i hovedkvarterets kantine, hvori blandingen af kampklædte soldater og politikere iført jakkesæt mildest talt var et særsyn. Det er vist ikke for meget sagt, at vi oplevede hjertet af NATO.
Som afslutning på den faglige del af turen besøgte vi lobbyvirksomheden Landbrug & Fødevare. Et besøg, der dog viste sig at være et regulært antiklimaks. Enten havde de to praktikanter, der var blevet udset til at holde foredrag for os, ikke forstået organisationens formål – at varetage danske landmænds interesser – eller også havde de slet og ret ikke lyst til at fortælle en flok gymnasieelever om deres foretagende. Hvorom alting er, er deres anti-protektionistiske standpunkter af – lad os sige – lettere kuriøs karakter.
Weekendens fridage udnyttede vi til at udforske Bruxelles’ byliv om dagen såvel som i de sene nattetimer. Nok var kvarteret, vi boede i, fyldt til randen med suspekte skikkelser, men omvendt oplevede vi bylivet i Bruxelles’ indre som værende både farverigt og festligt. Specielt et sted tiltvang sig vores opmærksomhed: Den kulørte bar ved navn Delirium, der kunne tilbyde ikke færre end 2011 forskellige øl. Det oplever man vist kun i Belgien.
Således var det en tur med plads til både faglighed og sociale aktiviteter – og samtidig en tur, vi sent vil glemme.
Af 3c SAMF
Oprettet: 2/9/2011 4:46:06 PM
Tilbage til nyhedsoversigten